onsdag den 25. maj 2011

Ferielukket og mit beskidte vasketøj

Jeg har opgivet for en periode. Jeg mangler gnisten til at vise kager frem. Jeg bruger tiden på at tale med mennesker, jeg holder af, og mennesker, jeg gerne vil lære at kende. Jeg har faktisk endda lavet en del kager. De kommer engang - det lover jeg. Men lige nu fylder den dårlige samvittighed for meget i forhold til bloggen og det er jo ikke derfor jeg blogger. Jeg blogger, fordi jeg nyder at genopleve mine kager og fordi jeg nyder at dele dem og høre dejlige menneskers søde og kloge kommentarer til det som fylder i min kageverden og i min verden i al almindelighed. Jeg sætter så meget pris på dialogen og alle de søde og velmente ord. Og lige nu er jeg så bare gået kold. Jeg lever alt for meget i nuet for tiden. Jeg er forelsket i den mand som har været min i tretten år. Det er dejligt, men det tager en masse tid. Og det klager jeg absolut ikke over. Jeg maler havemøbler og børnemøbler og nusser i haven. Jeg har lavet små planter, som er blevet lidt større og er plantet rundt omkring. Det er skønt at mærke verden vokse - at mærke mangfoldigheden og livskraften. Og jeg er stadig alene med mine to små mennesker 4-5 dage om ugen.
Så lige nu holder bloggen ferielukket. Jeg håber at nogen har lyst til at læse med og kommunikere, når jeg kommer tilbage om lige om snart (tror jeg).
Men inden jeg holder helt ferielukket vil jeg gerne komme med en bekendelse om mit syndefald. Jeg er begyndt at købe færdigretter. Det er så meget ikke mig og mit indre slås lidt med det. Men det kan købes ernæringsrigtigt og billigt og vigtigst af det hele, så kan jeg lave mad til de små mennesker på ca. 10 minutter og bruge resten af tiden på lege og spil og andet som føles nærværende. Altså og jeg spæder dem op med sjove grøntsager og andet. Men det er nu ikke rigtigt lige mig med mad som kommer ud af en pose. Og lige nu føles det næsten rigtigt, når jeg gør det.
Jeg bager dog stadigvæk regelmæssigt rugbrød (det hele) og alt vores andet brød, så jeg er ikke gået helt i hundene, men...

9 kommentarer:

Heidi sagde ...

Rigtig god ferie Signe.

Glæder mig til du igen er tilbage.

Piskeriset sagde ...

Jeg glæder mig til at se projekterne, når du vender tilbage fra ferie. Hav det hygsomt indtil da :-)

Camilla (Himmelske Kager) sagde ...

"Blog-ferie" kan vi alle trænge til. Lyder helt fantastisk at du er forelsket i manden igen - skønt. Ser frem til at du vender tilbage (men husk lige at putte den dårlige samvittighed i skraldespanden næste gang du kommer forbi den!) Klem Camilla

Sus sagde ...

Kære Signe.
Du har fortjent din blogferie. Der er så meget andet der fylder. Det skal have plads. Begge dele, og er der ikke plads nok, så må man vælge. Godt valg. Og færdigretter, det er sgu ok. Og ungerne de klare den. Nogle af dem, smager jo faktisk også godt ;). Alle har brug for pauser. Godt du tager en. Kæmpe knus... Og iøvrigt tusind tak for mad. Det var nyt, anderledes og endnu en berigelse i vores venskab. TAK for det. ;) Kæmpe knus og glæder mig allerede til vi ses igen (snart)
Susanne

Misbah sagde ...

Kære Signe.
Fortæl din dårlig samvittighed at det ikke er snyd, men priorteringen :)
Nyd din velfortjent ferie.
Vi er her når du kommer tilbage og tillykke med din nyforelskelse :)
kram Misbah

Tina Liel sagde ...

Signe Signe kom tilbage♥ Kender nu godt når man har tavlt med livet og der ingen tid er til bloggen. Og det med færdigretterne er da totalt ok. Man kan altså ikke ha kræfter dag efter dag til at finde på noget og ikke mindst lave det. Knus til dig♥

iphone reparation sagde ...

God ferie, og du skal først komme tilbage når du har motivationen, ellers bliver det bare en sur pligt :)


Sommerhilsen

Henning
http://www.mobilreparationer.dk/

Susanne sagde ...

Hej Signe

Jeg har modtaget en blog Award og selv om du holder ferielukket, så sender jeg den lige straks videre til dig.. Du kan se på min blog, hvad jeg har skrevet og hvad du skal gøre, hvis du har lyst til at lege med ;) Knus

Signe sagde ...

Jeg vil bare gerne sige tak til jer alle.
Signe