For mange dage siden var det Anebarnets fødselsdag. På selve dagen kom børnehaven på besøg. Det var så vigtigt for Ane. Og hun var så glad. Også for alle sine mange gaver. Tænk at en pige på fire bliver lykkelig for at få en dyne. Det er ikke altid det er legetøj, som tæller mest.
Anebarnet ønskede sig en prinsessekage og det er ikke svært at lokke mig til. Eventyr og fortællinger som dekoration er da bare noget af det bedste - synes jeg. Fantasi og historier er noget alle bør have.
Dette eventyr er Frøkongen, som nok er bedre kendt som prinsessen og frøen eller prinsessen med guldkuglen. Jeg er svært tilfreds med denne kage. (Jeg er mindre tilfreds med billederne, men det er jo så en anden sag). Og så smagte kagen også godt. Kagen er bagt med marcipanbunde. Den har et lag med syrlig hindbærmousse og et lag med hvid chokoladeganache. Det er nu en god kombination.
Prinsessens kjole er malet med lyserød glimmer og frøen er malet med grøn glimmer. Det er nu altså sjovt. Det går ikke så tydeligt igennem på billederne dog.De hvide blomster er stukket med en ottebladsudstikker og hvert blad er tyndet på midten med et lille ball-tool. Det giver en rigtigt fin effekt med lidt gennemsigtighed midt på bladet. Dammen er i marmoreret blå og det er ret så godt.
Kagen er dekoreret efter Noga Hitron, som laver lækre ting med fin humor og ganske uden Disneyforvanskning.