Viser opslag med etiketten opskrift. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten opskrift. Vis alle opslag

torsdag den 8. december 2011

Æbleskiver

Vi skærer æbler i de tyndeste skiver og fjerner kærnehuset. Så bliver de lagt på bagepapir i et lag og placeret i ovnen på varmluft med en lille åben sprække, som dampen kan slippe ud gennem. Der får æbleskiverne nogle timer ved ca. 50 grader indtil de er ganske tørre. Når skiverne er næsten tørre kan ovnens fem pladers indhold fint samles på en plade indtil de er helt tørre, så er der nemlig plads til nye æbleskiver. Når æbleskiverne er tørre og afkølede, så kan en lille prinsesse nemt putte produktionen i glas, hvor de kan holde sig i årevis eller bare indtil de er spist, hvilket sjældent varer længe. De er gode til madpakken eller bare til hygge. Og de kan trække i cognac og bruges i konfekt, men det er knapt så børnevenligt. 

mandag den 13. december 2010

Specier - en opskrift (hindbær, marcipan, ingefær, og de helt almindelige)

Specier er som tidligere skrevet (og så er det jo sandt) julesmåkagen.

Jeg bruger som regel Bedstemors kageopskrifter. Altså det hedder bogen. Det er ikke min bedstemor. Og egentligt er det lidt sjovt for specier har været julesmåkagen hele min barndom, men der findes ikke nogen familieopskrift, i hvert fald ikke en som nogen har delt med mig.

Specier - de almindelige
185 g smør
100 g flormelis
½ æg
250 mel (helst kagemel)
korn fra en vanillestang

Laves som alm. mørdej.
Rulles i to stænger som pakkes i husholdningsfilm og lægges på køl indtil de skæres og bages 210 C varmluft i 7-10 minutter.

Varianter:
Tilsæt frysetørrede hindbær - det er vidunderlig på en lidt pigeagtig måde og de forsvandt som dug for solen.
Chokolade - hakket eller den nemme variant i små knapper (dem fra Aldi er små).
Ingefær - revet og masser af det for ingefær smager godt
Chokolade og grofthakkede røde coctailbær
Marcipanspecier - jeg bruger Anneauchocolat´s opskrift. Og den bliver endnu bedre med en hel masse ingefær. Og hvis man ikke siger til nogen at man putter ingefær i så er det ikke sikkert at de opdager det. Marcipanspecier er også gode med frysetørrede hindbær.
Citronskal - altså nok bare fordi de fleste småkager er gode med lidt revet citronskal.

NB: Småkager kan kun bages med smør - fordi alt andet smager grimmere

mandag den 13. september 2010

Cookies - opskrift

Opskrift på Cookies

200 g farin
125 smør - blødt
4 spsk hjemmelavet vanillesukker eller 1 vanillestangs korn
1 æg
1 tsk bagepulver
150 g mel
1 knivspids salt
100 g nødder
100 g tørrede tranebær
200 g hakket chokolade

Eller hvad som helst ellers af tørrede frugt og chokolade

Jeg former det til 18 klatter på 2 bageplader med 9 stk på hver og bager 10 minutter ved 175 grader varmluft, hvorefter de køler 10 minutter på bagepladen og så er de klar til at blive flyttet eller blive liggende inden de kommes i kagedåse eller spises.

tirsdag den 17. august 2010

Drømmekage - en opskrift

Bund:
200 g sukker
135 g smør
4 æg eller 8 fra dværghøns
4½ dl mel
3 tsk bagepulver
2 spsk vanillesukker
1½ dl mælk
100 g revet marcipan

Pisk sukker og smør luftigt og tilsæt et æg ad gangen under piskning. Vend de tørre ingredienser forsigt i blandingen. Tilsæt marcipan og mælk og vend det ned i dejen.
Bages i en lille bagepapirsforet bradepande i 20-25 min ved 180 grader.

Top:
1 dl vand
100 g smør
200 gram brun farin
100 g sirup
120 g kokosmel
½ dl whiskeylikør eller whiskey
evt 1 tsk pulverkaffe

Det hele koges sammen i en gryde og vendes ud over kagebunden efter bagning i 20-25 og der bages yderligere 15 min eller indtil kagen er gennembagt.

Og kagen er også fantastisk dagen efter og hvad der derefter sker med kagen skal jeg ikke kunne sige for børn, gæster og kolleger synes den smager godt.

torsdag den 1. juli 2010

Muffins med mørk chokolade, kirsebær og mandelmel

Opskrift på den muffin, som er under den lille havfrue kommer her:

125 g smør (det er ca. ½ pakke)
250 g rørsukker (3 dl) eller muscovado eller blanding af farin og sukker
3 æg (eller 6 æg fra små dværghøns)
150 g mandelmel (mandler malet i minihakkeren eller blenderen eller hakket uendeligt fint)
200 g hakket mørk chokolade
300 g syltede ustenede kirsebær
1½ dL mælk
1½ dl mandelsirup (eller mælk eller anden passende væske)
350-400 g mel
3 tsk bagepulver
1 spsk vanillesukker

Smør og sukker smeltes sammen i relativt stor gryde (stor fordi det sparer opvask). Æggene piskes i (sørg for at de ikke bliver til røræg). Tilsæt mandelmel og vanille. Tilsæt kirsebær. Tilsæt væske. Tilsæt chokolade og rør til homogen masse (altså bortset fra kirsebær og chokoladeklumper). Sigt mel og bagepulver og rør det i til melet netop er rørt ind i dejen.

Bages i ca. 30 store muffinforme eller 24 muffinforme og en lagkagebund ved ca. 175 grader i ca. 15 minutter.

Og de er også gode efter en tur i fryseren.