Jeg holder ganske meget af eventyret om Tommelise. Hun er da en vaskeægte prinsesse. Født som ønskebarn, eventyrligt nysgerrig og hun stiller sig ikke tilfreds med den nemme løsnig. Hun vælger med hjertet og står ved det uanset hvilket besvær der så kommer med undervejs. Hun glædes ved naturen, ved små ting og ved store ting. Se det er en rigtig prinsesse.
Og denne kage var så den fine kage til min kageprinsesse kagefødselsdag. Bare fordi jeg godt kan lide hende. Hun er ikke en kunstigt opstyltet Disney-prinsesse. Og Disney har i lidt for høj grad ret til de ægte prinsesser. Nogen gange glemmer vi nemt alle hverdagsprinsesserne. Og de er nu altså de vigtigste. Alle os hverdagsprinsesser.
Tommelise sidder på et åkandeblad, som bæres oppe af vandet ligesom alle åkanderne. Hvis jeg havde haft rigtigt god tid var der måske kommet en tudse forbi eller en masse fine insekter. Det gjorde der så altså ikke denne gang. Der kom blot en enkelt gylden sommerfugl forbi. Den fløj lige forbi Tommelise, så hun måtte bøje nakken for at tale med den og det gjorde hun så - den lille prinsesse.
Åkanderne er lavet i en skål. Og de nederste blade er så sat på til sidst. Midten er presset ud af hvidløgspresseren (som kun bruges til sukker i øvrigt - vi har en anden til hvidløg) og derefter dustet med guld. De var lidt sjove at lave og jeg skal afgjort eksperimentere mere med det. De er tørret med Matas kosmetiksvampe som adskillere. Det er et superfif, som jeg har lært af Vibeke. De er rigtigt gode til at understøtte næsten hvad som helst, der skal sættes til tørre.
Åkandebladene er malet med guld og sprit. Og så fik kjolen altså også lige et lag (det kan være svært at holde op igen). Tommelises øjne er bronzefarvede fordi det nok er den farve, som er tættest på familiefarven og så ligner hun da på øjenfarven i det mindste. Og hun fik fine lyserøde læber, hvilket man næsten ikke kan se på billedet.
Kagen indeholder mudcake (den mørke) med hindbærmousse. Det er en fin kombination og det er nemt at arbejde med. Der er smurt op med IMBC, som nok er den som er nemmest for mig at arbejde med og den jeg bliver mindst uvenner med, men det kræver plads i køleskab eller at årstiden samarbejde.
Og så lige et billede, hvor hun er ganske usminket.
Og dette er så den sidste kage (eller den første) fra kageprinsessens kagefødselsdag. Og jeg tænker at der nok lige går en rum tid inden jeg igen har lyst til at lave kage. Godt der først er fødselsdage her i huset igen i marts. Det er så tilgengæld også de to vigtigste fødselsdage, så der skal jeg nok forberede lidt.
Kageknus herfra (og tusinde tak for rigtigt mange pæne ord om mine kager)
